Dietrich Benner / Alexander von Oettingen 5. Forelæsning ved Syddansk Universitet, Odense

1. Erfaring – læring – viden –videnskab – undervisningOm den pædagogiske egenlogik i undervisningsmæssige dannelsesprocesser og betydningen deraf for alle niveauer i moderne dannelsessystemer Dietrich Benner / Alexander von Oettingen 5. Forelæsning ved Syddansk Universitet, Odense 12. april 2012 kl. 10.00 – 12.00

5. Kant trådteindpå den kritiskevej, idethan • i sin Kritik af den renefornuftviste, atvidenskaben i nyeretidforklarer alle empiriskedataindenfornatur, psykeogsamfundudfralove, som vor forstandkonstruererogefterprøvermederfaringen. Meddisselovegriber den komplekseårsag-virkningssammenhængepåfænomenernesniveau, medens den ikkeformåratindfange den verden, somliggertilgrundforfremtrædelserne. • medenshan i Kritikkenafdømmekraftengjorde rede for, at de love, som den nyeretidsvidenskab har konstrueretogefterprøvetempirisk, alligevel er mere end blottekonstruktioner, somskyldes den menneskeligeforstand. De henvisernemligtil en relationmellem den videnskabeligtopfattedeverdenaffænomenerog den forudsatte Ding an sich-verden, somikkekanindfangesaf vor erfaringog vor tænkning, mensomvirefleksivtkantematiseremedideenom en regulativ teleologiskordningssammenhæng, en idé, som er regulativ, idet den leder erfaringenfremad, udenatvære konstitutiv forerfaringerneselv.

6. og i sine kritikkeraf den teoretiskeogaf den praktiskefornuftudoverdettepegerpå, atvi i praktiskhenseendekantaleom en frihed i den menneskeligetænkningoghandlen, somstridermoddetprogramfor den nyeretidsvidenskab, somgårefteraterkende kausale sammenhænge. Imidlertid er der ikketaleom en [logisk] [selv-]modsigelse, idetvidenskabeligvidenikketrængerfremtil et begrebomdetpraktiske [moralske] jegogverden an sich. Såledeskræverdetintetbrudpånaturloveneattaleomfriheden. Derimodrelaterertalenomfrihedsigtilspillerumforhandling, somkanværetilnytteformennesker i derespraktiske [moralske] selvforholdogverdensforhold.

7. “Ved en sansemæssiggenstand, kalderjegdet, somikke er empirisk, intelligibelt. Hvisdermeddet, der måansesforatværefremtrædelse [fænomen] i sanseverdenen, an sichtilligeselv har en evne, somikke er en genstandfor den sanseligeanskuelse, mengennemhvilkendetimidlertidalligevelkanværeårsagtilfremtrædelser, såkan man betragtedettevæsenskausalitetunderto perspektiver: somintelligibelifølgedetshandling, … ogsomsensibel [sansemæssig], efterdennesvirkninger, som en fremtrædelse i sanseverdenen.ˮ (KrV B 566 1ff.).

8. “Såledesville da frihedognatur … vedpræcis de sammehandlinger, alt efterom man sammenligner dem medderes intelligible eller sensible årsag, kunneantræffespå en gangogheltudenmodstrid.ˮ (KrV B 569 30ff.).

9. “Menhvisvi nu overvejerpræcis de sammehandlinger i relationtilfornuften … ogsammenligner dem medfornuften i praktisk [moralsk] henseende, såfindervi en heltandenregelmæssighedogorden, end den naturensordenudgør. Thi da skulle måskeikke alt detværesket, somdogsketeifølgenaturensforløb, ogsomuvægerligtmåtteskeudfradensempiriskegrunde.ˮ (KrV B 578 8ff.)

10. “Eftervoresopfattelse ... findes der ingeninduktion. Slutningenomaterfaringen ... verificerersærligeudsagnpåteorien er logiskikkeholdbar. Teorier er aldrigempiriskverificerbare. ... Voresopfattelsestøttersigpå en asymmetrimellemverifikationogfalsifikation, somhængersammenmedalmenesætningerslogiske form; dissekannemligaldrigudledesafsærligesætninger, menkanstå i modsætningtilsærligesætninger. Gennemren deduktive slutninger ... kanman derforsluttefrasærligesætningertilalmenesætningersfejlslutninger ... .ˮ (Popper: Logik der Forschung. 5. Auflage 1973, S. 14-16).

11. “Alt liv er problemløsning. Alle organismer er opfindereogteknikere, godeeller mindre gode, succesfuldeeller mindre succesfulde i løsningenaftekniskeproblemer. Sådan er dethosdyrene, fxhosedderkopperne. Den menneskeligeteknikløsermenneskeligeproblemer, fxkanalisering, atskaffeogopbevarevandogmad, somfxalleredebiernegør. Derfor er modstandenmodteknikkensomvimøderdethos de Grønne (et politiskparti, AVO) meningsløs, fordidet er en modstandmodlivet – som de Grønnedesværreikke har opdaget.ˮ (Popper: Alles Leben ist Problemlösen. Über Erkenntnis, Geschichte und Politik. München 1994, S. 257).

12. “Den uhyrerevolutionogbefrielse, som alle Kvinder har erfaret, medundtagelseaf de rigeste ... er i dagejendommeligtnoksågodtsomglemt, selvomdetvar en befrielseudaf et hjerteskærendeslaveri. Hvemaner i dag, hvaddetbetyder,hvisvandskalbæres, hvis man skalbærekultil alle ovne, hvis alt vasketøjskalvaskesmedhænderne, hvis der ikkefindespetroleumslampermedvæger. ... Omkring 1913 startedemenneskebefrielsenellerretterekvindebefrielsenmegetlangsommedgaskogerenogomkring 1922 blevgaskogeren en seriøskonkurrenttil en kuldrevenkogeovn. ... Detfrygteligehusarbejdemåhaveforkortetenslivstidbetydeligforsletikkeattaleomarbejdslidelsensom i dag er erstattet aflivsglæden. … Detkankvindernetakketeknikkenfor, også dem der prædikerfjendskabmodteknikken.ˮ (ebd., s. 263).

13. Ritter slårtrestorerefleksionsbuerfradetantikketildet moderne: • en buefraantikkensikkepraktiserbareteoritil den ikkepraktiserbare moderne åndsvidenskab; • en buefra den praktiserbareenhedmellemvidenogmagt i den moderne videnskabtilnaturvidenskaberneogpåderesgrundlagbyggendeteknologi; • en buefraantikkens dual mellemteoriogpraksistildet modernes dual mellemånds- ognaturvidenskab.

14. “Mensnaturvidenskabernehar den skæbne, at man kanblivestående i spørgsmåletomderessamfundsmæssigefunktionvedderespraktiskeanvendelse (ligemegetom man tilgodeserderesretteligebestemmelse) er detikkemuligtvedåndsvidenskaberne. De er videnskabernesom har horisontenafvoreshistorisktilgængeligelivhistorienselv, sproget, kunsten, poesien, filosofi, religionernemenogsådokumentationafpersonliglivgennem den historiskeoghermeneutiskemetodesomgenstandogtilatanskueliggøre. Detforholdersigsådanat de udfraderesgenstandsættersigimodenhverdefinition der gårudfraderesanvendelseogbrugbarhed. Hvad de erkenderogogsådereserkendelseselv er ikke praktikabel. Detgælderogsåfor den dannelse de formidler.ˮ (Joachim Ritter: Die Aufgabe der Geisteswissenschaften in der modernen Welt. Münster 1961, S. 17).

15. “Hvorellers den historiske Mnemosyne i den reale kommunikationafdethistoriskelivkunerindrerdetafhistoriensomrepræsenteres i samtidenovertageråndsvidenskaberneatanskueliggøredetsomuden dem og der, hvor den reelle afhistoriskeprocesudenrettelservilleoverladestilsigselv, nødvendigvisvilleblivemereogmerebetydningsløsforsamfundetogslutteligforsvindeudfradetssammenhæng i verden. ... Hvad den menneskeligeånd i processenaf sin historie har dannetogskabt, kalder de, udfra summen af de erfaringer, sommennesket har gjortmedsigselvogverden, tilbagetilsamfundet, sætterdetmod den reelle proces, idetdettesamfund, foratbefrimenneskettil sin menneskelighed, da splittelsensmagtbryderind i den historiskeverden, omdannerogafsondrererfaringen. Såledeskan man sige, atsamfundetselvfrembringeråndsvidenskabernesomorgan, foratudlignesamfundetsabstrakthedoghistorieløshed.ˮ (ebd., S. 27f.)

16. “Skal universiteterneændrederesmening, så skulle man ikkemindre gribeindi åndsvidenskabensom i de fag, somheltuberettigetbildersigindathaveåndenforansig.ˮ (Werke Band 10,2 S. 498).

17. Erfaring – læring – viden –videnskab – undervisningOm den pædagogiske egenlogik i undervisningsmæssige dannelsesprocesser og betydningen deraf for alle niveauer i moderne dannelsessystemer Dietrich Benner / Alexander von Oettingen 6. Forelæsning ved Syddansk Universitet, Odense 12. april 2012 kl. 13.00 – 15.00

18. “Detpositivistiskebegrebomvidenskab i vor tid er … et restbegreb. Det har ladet alle de spørgsmålfalde, som man inddrog i et snartsnævrere, snartviderebegrebommetafysik, herunder alle de såkaldte, menuklartbenævnte „højesteogsidstespørgsmål“. Ret besetbestår … deresuadskilleligeenhed i, … at de rummer … fornuftensproblemer. Blivermenneskettil ‚metafysik‘, tilspecifiktfilosofiskproblem, såspørges der tildetsomfornuftsvæsen, ogspørges der tildetshistorie, spørges der tilhistoriensmening, fornuften i historien. Gudsproblemetindeholderåbenbartproblemet fortsættes…

19. om den ‚absolutte‘ fornuft, om den teleologiskekildetil al fornuft i verden, tilverdens ‚mening‘. Alle disse ‚metafysiske‘ spørgsmål … overskriderverdensom de nøgnekendsgerningersunivers. Spørgsmåleneoverskriderdenneverdennetopsomspørgsmål, der gårpåideenomfornuft. Og de hævderathavehøjere rang end kendsgerningsspørgsmålene, somogså i hierarkietafspørgsmålliggerunder dem. Positivismen huggersåatsigehovedetaffilosofien.ˮ (Husserl: Die Krisis ... . Gesammelte Schriften Band 8, S. 7).

20. Hele den renematematik har kunatgøremed de abstrakte gestalter i rumtidsligheden … . Menkonkret er de virkeligeogmuligeempiriskegestalterkungivetossom ‚former‘ ved en ‚materie‘, ved en sanseligfylde, altsåveddet der fremstår – medegnegradualiteter – i de såkaldt ‚specifikke‘ sansekvaliteter: farve, lyd, lugt oglignende. (ebd., S. 27).

21. Fænomenologiskeanalyserkunnehjælpetilatfåøjepåflere perspektiver aferfaringenogvoresvidenomverden, som • fordetførsteforhindrer, atundervisereog dem der lærertror, atdetscientifistiskefremskridt i viden er en tilbagegangtil en ordningsomforskningenselv har lagt ind i objekterne, • fordetandetatmodvirke den radikal konstruktuvistiskefejltolkning, atvidenskabeligvidenikke er andet end en konstruktionafvoresforstand, • ogfordettredjeatfortolkemangfoldighedenaferfaringenogvidenpå en måde, atfortolkningenikkebliverudlagtsom en fundamentalistiskelementaritet, menatbrugefortolkningenforat holde mulighedenåbenfornyeverdenstolkninger.

22. “I forholdetmellemnaturvidenskabogteknik har vi et grundforholdforanossomvikalderfor ‚teori‘ og ‚praksis‘. Os sønneraf en tidsalder, somkaldersigselvfor et teknisk, er dennesærlige form såbekendt, ja selvfølgelig, atvitror, at der findesformennesket, somviltræde i forholdtil den ‚natur‘ hanmøder – ogdetskalhanalenepågrundaf sin overlevelse – indenandenmådeatforholdesigpåsom den der træder i klarhedfrem i følgeafnaturvidenskabogteknik. fortsættes…

23. Hvoroghvornårmennesketforholdersigtilstoffetogkræfterneafnaturen, da forløberdet – sådanmener man – som et subjekt, der først ‚teoretisk‘ udforskerdetvirkeligehanmøderforsåat ‚anvende‘ forskningsresultaterne ‚praktisk‘ – ogdetvilsigeteknisk. Skulle den forestillingværebegrundet, såville der mellem den måde et forhistoriskmenneskeforholdersig, somstyrkersine slåkræftermed en håndkile, og den måde et moderne menneskeforholdersig, sommedatomkraftenbevægeruhyreapparaturer, ingengrundlæggendeforskel. Her som der bliverdetteoretiskerkendtepraktiskbrugt. Såmådetvirkelighedde: Teknikken er så gammel sommennesket.ˮ (Litt: Das Bildungsideal der deutschen Klassik und die moderne Arbeitswelt. 7. Auflage o. J., S. 16f.)

24. “En videnskab, hvisprogramdet er,atmatematisere den natur, sommødermenneskene, sættersigdetmålrestløstatkvantificeredennenatur, dvs. atføre al kvantitativmangfoldighed i de fænomener, hvormednaturenførstpræsenterersigformenneskene, tilbagetilforskelleaf en art, som er kvantitativ. Den videnskabsforehavendegåraltsåudpå en radikal af-kvalificering. Da den natur, der skalunderkastesdennefremgangsmåde, trædermennesket i møde i skikkelseafperciperbaretingogprocesser, såbliver den nævnteafkvalificeringtil en udslettelseaf den mangfoldighedafsansekvaliteter, somforenes i detåsyn den natur, der talertilos, har. fortsættes...

25. Paradigmatiskfordenneudslettelse er den skæbnesom den fysiskeoptikberedersynssansenskvaliteter, farverne, og den, somberedeshøresansenskvaliteter, tonerne, af den fysiskeakustik. Farvernesskalaforvandlestil en skalaafrentkvantitativtbestemtetrinafmagnetiskebølger. Toneskalaenforvandlersig i en kvantitativtrinskalavedrørendeluftbølger. • Af-kvalificeringen er altsåsamtidig en radikal af-sanseliggørelse, men den er mer end det. Sammenmed de sanseligekvaliteter, der bliverofrefor den kvantificerendereduktion, forsvinderogsånødvendigvis de betydningsindhold, de havdefor den, der varbundettil en omgangssammenhæng. Af-sanseliggørelsen er somsådansamtidig en tømningforbetydning. • (ebd. S. 22 f.).

26. “Meddetteord ‚omgang‘ er den mådeatværeforbundetpå, sommennesketerfarermestindtryksfyldt i en bestemtdimensionafdetslivogoplevelse: nemlig i mødetmeddetsfæller. Hvemvilledetfaldeind, atopsplittedet, der udgørdenneomgangsindhold, til en begrundendeteoretiskviden, somgårforudforpraksis, ogdelstil en praksisadfærd, sombagefteranvenderteorien! Det er imidlertid klart, atenhverindsigt, der skal komme denneoppositionnærmere, kunkanvoksefremaf de levendeindtryk, somgiversigafparternesværenmed- ogtil-hverandre. fortsættes...

27. Ogdenneværenmed- ogtil-hinanden er ikkekungensidiglærenhinandenatkende: det er udvekslingenafvirkningerogmodvirkninger, i hvisspændingsrigederrivationerforholdetmellemJegog Du førstprofileres. Gensidigheden i denneværenforhverandre er egentligtaltmodspillettil den distancerendesondring, sommå finde sted, forat et ‚subjekt‘ kan komme tilatbetragte et ‚objekt‘, somførst skulle kunnebestemmes ‚teoretisk‘, ogsidenhen, i overensstemmelsemeddennebestemmelsesangivelser, kunnebearbejdes ‚praktisk‘.ˮ (ebd., S. 18).

28. “Mensomaltidså har diagnosendensfuldemeningsomforberedelsetilterapien. Den moderne arbejdsorden har sitlivikkekun i tænkningenogvirkningenaf de menneskersombetjenersigaf den, menogså i de indretningersomregulererordningen. Disseindretninger er i deresgrundtrækforudbestemtafsagensorden. Mendetbetyderikkeat de er fuldkommenudenformennesketsbestemmelseog i detsforholdfastlagte. fortsættes...

29. De giverpåtusinderogattertusindermådervalgetmellemmuligheder, somdognetopadskillersiggennem graden afdetvistehensynoverformennesket. Atbevægesig i dettespillerumbåde sag- ogmenneskekundig, forstårkun den som har forstået den antinomi, der er opstået i sammenstøddetmellem sagen ogmennesket, ogsomderforkanbedømmeogforståbeggesider. Den ukundigeved enten kunomsagensnødvendighedellerommennesketsret.ˮ (ebd., S. 125f.).