Vil de prøve at sige A? - ’fladt a’ i radioavisen 1950-2010

1. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Vil de prøve at sige A?- ’fladt a’ i radioavisen 1950-2010 Jacob Thøgersen LARM/DGCSS Københavns Universitet

2. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) De danske a’ers fonologi • Dansk har to a-fonemer /a/ og /a:/ • Traditionelt svarede disse til to udtaler [α] og [α·], han og ham, hane og harme udtaltes altså med samme vokallyd • Ca. 18./19. årh skete der en fremskydning af /a:/ før alveolærer sådan at vi fik to udtaler af /a:/: [a·] før alveolærer og [α·] før velærer og labialer: hane/harme. • Ca. 19./tidligt 20. årh. skete en lignende fremskydning af /a/ før alveolærer så vi fik [a] før alveolærer og [α] før velærer og labialer: han/ham. • Samtidig sker en gradvis hævning af [a·] mod [ȧ·]

3. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Den danske ’Statsradiofoni’ • Etableret 1925, først som monopol, siden 1980’erne stadig med de facto monopollignende status • Stiftet med fokus på nationsbygning og folkelig dannelse • Fokus på ’korrekt’ sprog, især i seriøse programmer som (Pressens) Radioavis(en) • Ser (ifølge sprogredaktør Martin Kristiansen) ’korrekt’ sprog som et tegn på troværdighed • Generelt accepteret som mere sprogligt ’korrekt’ end andet talesprog, og mødt med et krav om at være mere ’korrekt’ … jeg [mener ikke] at vi skal have et meget rent sprog. Det synes jeg ikke vi skal. Men tilsvarende så synes jeg at det skal være mere rent når det er officielt, og når det er Radioavisen og TV-avisen. Og begynder det at blive alt for popsmart dér, så rejser nakkehårene sig på mig (Thøgersen 2007: 237).

4. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Hvad er ’fladt’ a? • Georg Forchhammers Udkast til en dansk artikulationslære (1895-1898) siger at a-vokalen har flere udtaler: Dels “den Udtale, den faar efter r” og dels “den mere æ-agtige, vi sædvanlig har paa Dansk, og som navnlig er udpræget i ’det Københævnske’”. Den er karakteriseret ved “[dens] ufuldstændig tilbagetrukne Tungerodsstilling” som står i modsætning til “den noget renere Udtale, som vi har i ordet Krat”. •  Forskellen på [a(·)] og [α(·)] er fremskydning af [a(·)] som gør den ’æ-agtig’. • Gregersen (2009) giver to arbejdsdefinitioner på ’fladt a’, dels at det er “æ-agtigt” og dels at det “minder om det lange a”, [ȧ·]. •  ’Fladt a’ er hævet (kort) [a] (som bliver mere æ-agtigt).

5. Det udskældte ’flade’ a ”[Modersmål-Selskabet] fandt at det var nødvendigt [at stifte selskabet], for man var begyndt at tale, ikke alene ungdommen, men måske især ungdommen, begyndt at tale meget fladt, man kunne ikke høre forskel på vokalerne, og man sagde æ i stedet for a”. (Gerda Thastum Leffers i Sproglaboratoriet 26.8.2010) “Vi maa inderligt ønske, at Tidens skandinaviske Strømning kunde hjælpe til at udrydde den uhyggeligt tiltagende æ-udtale (i ”Gade” og ”glade”...), en ildelugtende Svamp i sproget” (Læserbrev i Berlingske Aftenpost 24.10.40, citeret fra Jacobsen 1973: 176). “A bør holdes i tilbørlig Afstand fra æ; der skal være hørlig Forskel mellem glade og glæde, Hale og Hæle, Palle og Pelle, kalder og kælder, Stald og Stel, Land og Lænd, Tante og tændte” (Albeck 1942: 4). “Der hersker desværre, især blandt yngre danskere, en skræmmende ustabilitet i vokalbrugen. Mange vokaler kommer ud, som betyder det ikke spor, om man rammer rigtigt eller aldeles ved siden af. […] en /a/-lyd bliver udtalt som et /æ/. Så hører vi om ‘Æ-kassens formand…’, ‘grevinde Ælexændra…’ […], golfspilleren Søren /hænsn/ […], /mæ:låsyndrom/ […], /sdæ:dig/” (Skyum-Nielsen 2008: 356).

6. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Spørgsmålet… • I mere end et århundrede (1895-2008) har man påpeget at der var noget på færde med udtalen af [a]/[a·] især blandt unge og ’københævnere’ • ’Fladt a’ har lidt forskellige betydninger (kort/langt, fremskudt/hævet), men definitionerne kredser omkring [a(·)]’er der nærmer sig [æ(·)]’er • I hele radioens levetid har man foreskrevet radiooplæsere ikke at bruge de udskældte ’flade’ a’er •  Hvordan har radioavisoplæserne håndteret disse krav? Er deres [a(·)]’er hævet eller ej? •  Og hvad med normeringen? Er det de samme træk der kritiseres i dag som for 120 år siden? Er tilstanden stabil variation eller konstant udvikling?

7. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Metode Radioaviser (1956-2010) ≈ 7 timer ≈ 43 programmer ≈ 54 talere Kontrollerede kontekster: Kun nyhedsoplæsninger, ikke interviews, reportager mm. • Semi-automatisk formantmåling • Ord der indeholdt de undersøgte vokaler (eller andre vokaler der anvendtes som referencer) blev fundet automatisk baseret på normaludtaler • Vokalens placering blev estimeret ud fra tid og akustisk intensitet • Alle vokalplaceringer (≈ 7.000) blev manuelt verificeret og korrigeret • Formant 1, 2 og 3 blev målt automatisk med standardindstilligner • Formantmålene blev normaliseret og plottet med hjælp af NORM-programmet (http://ncslaap.lib.ncsu.edu/tools/norm/)

8. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Resultater

9. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Resultater: Forandringer Oplæsere 1950’erne og 1960’erne Oplæsere 1970’erne og 1980’erne Oplæsere 1990’erne og 2000’erne

10. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Konklusion • Radioavisens standard [a] og [a·] bliver artikuleret markant højere over en 50-årig periode • Bliver a’et ’fladere’? • ’Nærmer sig æ’?  ja • (Kort) [a] ’nærmer sig (langt) [ȧ·]’?  (ja) • Bedømmes af præskriptivister som ’fladt’  (nej)? • Den præskriptive litteratur kritiserer det samme fænomen, men det er usandsynligt at de beskriver de samme udtaler • Ulla Albecks (1942) ’flade’ a, er formentlig Skyum-Nielsens (2008) ’standard’ (eller måske endog konservative) a, mens Albeck måske ville høre Skyum-Nielsens ’flade’ a’er som æ’er •  Hvordan lyder Radioavisernes a’er sammenlignet med hverdags-a’er?

11. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Sammenlignet med københavnsk Radioavisens mandlige talere 1956-2010 sml. med 5 + 5 mandlige middelklassekøbenhavnere (BySoc 1980’erne og 2000’erne)

12. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Sammenlignet med københavnsk Radioavisens mandlige talere 1956-2010 sml. med 5 + 5 mandlige middelklassekøbenhavnere (BySoc 1980’erne og 2000’erne)

13. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Har ’det flade a’ sejret (Jørgensen 1980)? • Københavnere i 1980’erne havde et [a] som var markant højere end det man kunne høre i samtidens radioavis, og som næsten var sammenfaldende (i artikulationssted) med [ȧ·] i samtidens radioavis • Københavnere i 2000’erne har [a]’er der ikke skiller sig ud fra samtidens radioavis • Enten har ’det flade a sejret’ fordi det er blevet accepteret i standardnormen, eller ’det flade a er dødt’ fordi der ikke længere er forskel på [a] udtalt af københavnere og i standardnormen • Uanset hvilken fortolkning man vælger, er det tydeligt hvorfor ’unge’ danskere ikke længere kan høre ’flade a’er’… • Konsekvenser for sprogholdninger: Enten vil kritikken af ’det flade a’ uddø, eller mærkaten vil blive tilskrevet til nye træk (som det er sket før), fx det lavere fremskudte [a] som tidligere var standard-a’et… Mærkaten er så veletableret at den næsten ikke kan uddø.

14. Forandringer: Alle oplæsere (M/K) per årti Oplæsere: 1950’erne Oplæsere: 1970’erne Oplæsere: 1990’erne

15. Navn på enhed (Indsæt --> Diasnummer) Relative forskelle i formantværdier (Pillai)